Bagte æbler med kanel og skyr

Bagte æbler med kanel og skyr, færdig

Det er vist efterhånden ret lang tid siden, jeg lovede en af jer læsere at bringe opskriften fremgangsmåden på de bagte æbler, jeg af og til laver – og spiser med velbehag. Men nu kom jeg endelig i tanker om det på et tidspunkt, hvor jeg rent faktisk kunne sætte mig og lave indlægget med det samme – ellers har jeg en tendens til at glemme ting igen 😉

Disse bagte æbler er et helt genialt mellemmåltid, efter min mening. Især i denne sæson, hvor det bugner med æbler alle steder, men de er nu gode hele året rundt. I og for sig kan retten også sagtens bruges som en dessert eller som morgenmad – sidstnævnte har jeg prøvet flere gange. Fremgangsmåden nedenfor er ganske vist til én person, så hvis man vil lave til mange, vil jeg anbefale at man bager æblerne i ovnen i stedet for. Hvis først mængderne bliver for store, forsvinder fordelen ved mikrobølgeovnen nemlig.

Hvor mange æbler, man vil bruge, afhænger helt af ens appetit. Jeg bruger gerne to (tre, hvis de er små), da de jo krymper en smule i mikrobølgerne. Men hvis man har en mindre appetit end jeg, kan ét sikkert også sagtens gå.

I realiteten kan æblerne smages til med hvad som helst. Men jeg føler næsten at kanel er obligatorisk 😉 Lidt vanillepulver derudover er også ret genialt.

Forresten, på billederne her har jeg brugt æbler med skræl, men jeg synes faktisk det bliver bedst uden. Gør dog som I helst vil – det er jo klart nemmere med 🙂

Bagte æbler med kanel og skyr

2.58 fra 19 stemmer
Antal: 1 person
Udskriv

Ingredienser

  • 2 små æbler eller 1 stort
  • kanel
  • vaniljepulver
  • skyr eller andet surmælksprodukt – eller flødeskum, hvis det skal være luksus
  • sukker eller sødemiddel

Sådan gør du

  • Skræl æblerne, hvis du vil/gider. Fjern kernehuset og skær hvert æble i fire både.
  • Læg i et lag i en dyb tallerken og drys med kanel – godt med kanel – og lidt vanillepulver. Giv æblerne 2 minutter i mikrobølgeovnen ved højeste effekt. Kig til dem, og vend dem evt. en gang. Giv dem yderligere 2 minutter. Afhængigt af din mikrobølgeovn, æblesorten og hvor bløde du vil have æblerne, skal de muligvis have 2 minutter til.
  • Giv æblerne en ordentlig klat skyr, evt. smagt til med sukker eller sødemiddel, og pynt med lidt kanel.
 
Bagte æbler med kanel og skyr, inden mikro

Kategorier: Dessert, Efterår, Favoritter, Hverdagsmad, Morgenmad, Snacks, mellemmåltider & andre lækkerier

Lignende opskrifter

Vis kommentarer (4)

    1. Tak Conny. Det er også et perfekt mellemmåltid/dessert i denne sæson, synes jeg – ja faktisk året rundt 🙂

  1. En let og hurtig måde at lave “bagte æbler” på 🙂
    Det tager jo “100år og en dag” at lave hele fyldte æbler i ovnen, men den her måde kan let gøre det til en fav lyn snack..
    (Desværre har jeg en mand der nægter! at spise frugt der har været varmet eller ‘behandlet’ på andre måder.

    1. Det er nemlig lige det. Bagte æbler er virkeligt lækre, men jeg synes tit at den lange tilberedningstid afskrækker lidt. Så er det rart med en nem og hurtigere løsning.
      (og jeg har desuden længe haft det ligesom din mand, så måske det kan opmuntre dig, at jeg i hvert fald er i bedring 🙂 )

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering