Citronfyldte kokoscupcakes med guf

Det er vist efterhånden lang tid siden, at der har været en kageopskrift herinde. Og det skyldes egentlig også, at det efterhånden er lang tid siden, jeg har bagt kage generelt. Men (som bekendt) er det jo studentersæson, og i år er min bror en af dem, der render rundt med flag på huen. I den forbindelse skulle de selvfølgelig køre i vogn, og da jeg vist et par gange har haft bagt cupcakes til hans klasse, virkede det meget passende, at det var det, der skulle serveres – til trods for at det nok ikke lige er det, man har allermest lyst til, efter at have kørt og drukket i næsten tolv timer. Jeg benyttede selvfølgelig chancen til at afprøve et par nye opskrifter, og disse fine gule og sommerlige cupcakes var den ene slags – og min favorit af de to, bortset fra det.

Cupcaken består af en lækker vanillekage med kokos og kokosmælk, fyld af lemoncurd og flødebolleskum/guf på toppen. Det er ikke en af de mest simple cupcakes, jeg har lavet, eftersom der er flere trin end normalt, men det er ret nemt, og resultatet er helt sikkert det værd. Faktisk vil jeg næsten gå så langt som at sige, at dette er en af mine nye absolut favoritcupcakes of all time. Så prøv dem endelig! Den friske lemoncurd er fantastisk, og guffet er et dejligt alternativ til de lidt federe former for frosting der findes.

Citronfyldte kokoscupcakes med guf

No ratings yet
Antal: 24 stk
Opskrift efter Foodess
Udskriv

Ingredienser

Cupcakebund

  • 150 g kokosmel
  • 400 g hvedemel
  • 1 spsk bagepulver
  • 200 g smør blødt
  • 200 g sukker
  • 3 æg
  • 1 spsk vaniljeessens
  • 1 dåse kokosmælk

Citronfyld/lemoncurd

  • 3 spsk majsstivelse
  • 2,5 dl vand
  • 100 g sukker
  • 2 æggeblommer
  • 3 spsk smør koldt, ca. 45 g
  • 1 citron saft og skal herfra

Guf

  • 2 æggehvider
  • 3/4 dl vand
  • 165 g sukker
  • 1 spsk vaniljeessens

Sådan gør du

  • Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  • Rist kokosmelet gyldent på en pande eller i ovnen. Lad det køle.
  • Bland mel og bagepulver og sæt til side.
  • Pisk smør og sukker sammen til det er lyst og luftigt – det tager ca. 3 minutter. Pisk æggene i, et ad gangen, og tilsæt herefter vanilleessens.
  • Rør nu en tredjedel af melblandingen i, efterfulgt af halvdelen af kokosmælken. Gentag og afslut med det sidste mel. Vend 2/3 af det ristede kokosmel i dejen – resten bruges til pynt.
  • Fordel dejen i 24 papirsmuffinforme i en aluform. Bag i ca. 20-25 minutter, og lad dem herefter køle helt af.
  • Lav curden, mens cupcakesene bager og køler. Opløs majsstivelsen i 1/3 af vandet og hæld i en kasserolle. Pisk resten af vandet i. Tilsæt sukker og opvarm langsomt ved mellem varme. Rør konstant, indtil blandingen bobler og tykner til en gelelignende konsistens.
  • Pisk et par dråber af den varme gele i æggeblommerne ad gangen – hellere en-to dråber ad gangen end for mange. Det forhindrer æggeblommerne i at tykne. Pisk nu blommerne i resten af majsstivelseblandingen og opvarm det over lav varme i ca. 2 minutter. Pisk fortsat konstant.
  • Fjern gryden fra varmen og pisk koldt smør i små klatter i, indtil det er smeltet. Tilsæt citronskal og -saft. Hæld curden i en skål og sæt det i køleskabet, indtil cupcakesene er klar til at blive fyldt.
  • Lav nu guffet/frostingen. Bland alle ingredienser, bortset fra vanille, i en varmefast skål og sæt denne over vandbad. Bunden af skålen må ikke røre vandet, og vandet skal kun simre – ikke bulderkoge. Pisk blandingen med en elpisker/håndmikser i ca. 7 minutter, indtil blandingen begynder at skinne og danner toppe, der holder formen. Fjern fra varmen og pisk vanilleessens i. Lad gerne køle af, hvis du vil bruge sprøjtepose til at pynte cupcakesene. Hvis ikke, kan du godt pynte mens frostingen stadig er varm.
  • For at samle cupcakesene, skærer du først et lille hul i toppen af hver cupcake. Ca. 1,5 cm i bredden/diameter og 1 cm dyb. Fyld ca. 1 tsk med top lemoncurd på hver cupcake – det må gerne blive smurt lidt ud over toppen. Fordel herefter guffet ovenpå med enten ske eller sprøjtepose. Pynt med ristet kokosmel.
 

Kategorier: Kage, Mælkefri, Påske

Lignende opskrifter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering