Grønne bønner med brunet citronsmør og ristede mandler

groenneboenner-brunetcitronsmoer-mandler-laks-1

Jeg elsk-elsk-elsker grønne bønner! Det er faktisk nok en af mine yndlingsgrøntsager, og jeg har altid minimum en pose – gerne to – af de frosne i fryseren, bare for en sikkerheds skyld. Og de frosne er superfine, de smager godt, det er nemt og alt muligt. Men de kommer altså bare aldrig nogensinde op på siden af en omgang letdampede friske grønne bønner! Hvis I aldrig har prøvet den friske variant, skylder I virkeligt jer selv at gøre det. De har en helt fantastisk sprødhed, en sødme og en friskhed, som er uforlignelig, og jeg kunne spise det hver dag, hvis det ikke desværre er lidt til dyrere side.

Her har jeg vendt de dampede bønner med en dressing/marinade/sauce/blanding/whatevs af brunet – lækkert karamelagtigt og nøddeduftende – smør (kan I huske brunet smør?) og citronsaft – herlige syrlige friskhed! Og så toppes det hele lige med en bunke sprøde, sprøde mandler. Hvis I ikke kan fornemme det og allerede har dryppet lidt mundvand ned i tastaturet, kan jeg fortælle, at det er virkeligt, virkeligt skønt!

Jeg serverede med laksebøffer. Jeg har besluttet, at jeg gerne må forkæle mig selv én gang om måneden ved at spendere lidt ekstra på fisk fra fiskemanden (apropos indlægget her). Min roomie var ikke ubetinget fan, da jeg fortalte ham om min beslutning, men forhåbentligt var dette måltid med til at omvende ham bare lidt!

(i øvrigt hvis der er nogen af jer, der kan anbefale en ekstra god og gerne lidt billigere end andre fiskemand i Kbh, bliver det modtaget med kyshånd! Eller også hvis I har forslag til fisk, jeg skal prøve, når jeg alligevel har andet udvalg end bare det kedelige supermarkedsudvalg at lege med?)

groenneboenner-brunetcitronsmoer-mandler-laks-4

Grønne bønner med brunet citronsmør og ristede mandler

No ratings yet
Antal: 2 personer
Udskriv

Ingredienser

  • 500 g friske grønne bønner
  • 50 g mandelflager
  • 50 g smør
  • 1/2 citron saften heraf
  • salt

Sådan gør du

  • Nip “stængelenderne” af bønnerne og damp dem i en dampindsats i en gryde med letsaltet vand, til de er tilpas møre, men stadig har godt med bid. Det tog nok 10 minutter for mig, fra jeg satte dem over, til jeg tog dem af varmen, men smag løbende. Du kan også bare koge dem – så skal de nok ikke have mere end 3-5 minutter.
  • Rist imens mandelflagerne gyldne på en varm, tør pande.
  • Brun smørret. Det gøres ved først at smelte det med medium varme og lade det bruse op. Så bliver det gyldent, og til sidst bliver det brunt og begynder at dufte nødde- og karamelagtigt. Nu er det færdigt, så tag det af varmen, så snart du når det punkt – det bliver hurtigt for mørkt ellers.
  • Pisk citronsaften i smørret og vend bønnerne heri.
  • Anret på et fad og drys med de ristede mandler og evt. flagesalt eller andet salt.

Noter

Serveres fx med laksebøffer
 
groenneboenner-brunetcitronsmoer-mandler-laks-2
groenneboenner-brunetcitronsmoer-mandler-laks-3
groenneboenner-brunetcitronsmoer-mandler-laks-5

Kategorier: 2015-marts, Fast food, Favoritter, Gæstemad, Hovedretter med fisk og skaldyr, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Mælkefri, Påske, Tilbehør

Lignende opskrifter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering