Vaniljefudge – syndig og god

De gode chokoladetrøfler var selvfølgelig ikke det eneste, jeg havde med til uddeling på job på min fødselsdag i sidste uge – man er vel et madøre! Jeg havde faktisk haft gang i den helt store godteproduktion i dagene op til, så jeg havde også de fantastisk lækre bounties med, der, som altid, faldt i yderst god jord – selv efter jeg fortalte, at der ikke var noget (tilsat) sukker i noget af det 😉 Og så lavede jeg disse lækkerbiskner med inspiration fra Jane og efter Cecilies opskrift.

Normalt er jeg jo lidt skeptisk over for lækkerier uden chokolade, men disse var (er!) faktisk umådeligt gode! Og så har de en ypperlig og dyb smag af vanilje, som jeg jo er ret vild med! Faktisk sagde en af mine kollegaer, at de smagte “for meget af vanilje”. Psh, som om det er muligt! Fudgen smelter i munden på en lækker og syndig måde, som helt får mundvandet til at løbe og mig til nærmest at savle ned i tastaturet bare ved at tænke på det! Og så mætter de også ret godt – især af så små godbidder at være – hvilket selvfølgelig skyldes, at de er ret så LCHF med højt fedtindhold og lavt indhold af kulhydrater. Jeg er fan!

Jeg har dog ikke tænkt mig at lyve for jer: Det tager lidt tid at lave dem. Ikke at det er svært eller hårdt eller noget, men karamelmassen skal koge i næsten en time, så det skal man alligevel kunne sætte af. Men herudover er det pærenemt – så længe man er tålmodig og giver massen længe nok! Jeg var lige hurtig nok med min første portion, som derfor aldrig blev rigtigt fast – den står stadig i køleskabet og venter på, at jeg får forsøgt mig med en omsmeltning. Så sørg for at den virkeligt får kogt godt ind – det betaler sig!

Fudgen her er i øvrigt selvfølgelig bare en grundopskrift. Det vil være oplagt at tilføre andre ting, især hvis man ikke serverer det som det mere “neutrale” indlag i et mindre overflødighedshorn af godter. Nødder vil være fantastisk selvfølgelig, og jeg har især en våd drøm om at lave en udgave med ristede pecannødder! Men generelt kan næsten alt vel gå, tænker jeg! Peanutbutter skal bestemt også prøves, men det kommer vel ikke bag på nogen. Evt. overtrukket med chokolade, mmmhh… Hov, nu stikker det vist af! Find på jeres egen variationer eller lav den bare med den gode vaniljesmag. Det kan næsten ikke gå galt! 😀

Vaniljefudge

No ratings yet
Antal: 20 stk
Opskrift efter Fristende lavkarbo
Udskriv

Ingredienser

  • 2 dl piskefløde
  • 100 g smør
  • 2-3 spsk sukrin gold
  • 1 tsk vaniljepulver

Sådan gør du

  • Bland alle ingredienserne i en gryde, og bring massen i kog. Skru helt ned, og lad simre i ca. 1 time. Rør med jævne mellemrum, og lad aldrig massen storkoge.
  • Når massen er tyknet og ligner karamel, er den færdig. Hæld i en form beklædt med husholdningsfilm. Her kan du evt. tilsætte fyld som fx nødder, hakket chokolade eller andet. Sæt på køl, indtil den er fast, skær i passende stykker, og server!
  • Opbevares på køl og serveres også kolde, da de ellers smelter.
 

Kategorier: 2014-januar, Favoritter, Gæstemad, LCHF opskrifter, Snacks, mellemmåltider & andre lækkerier

Lignende opskrifter

Vis kommentarer (23)

  1. Så så man lige mig styrte ud i køkkenet for at lave disse lækkerier!
    Skal de koge med eller uden låg?
    Skynd dig lige at svare hva, ingredienserne er allerede kommet i gryden. 😀

    1. Det tror jeg sagtens, du kan – omend de nok vil få en mindre bismag af lakrids, som stevia gerne har. Jeg kender dog ikke doseringen af ren stevia, men det står forhåbentligt på din pakke, så bare omregn til noget, der svarer til en 2-3 spsk alm. sukker/sødning.
      Held og lykke med det 🙂

  2. Orv.. Jeg har lige bestilt Sukrin Gold for første gang. Kunne sagtens forestille mig at lave disse. Måske med lakrids?Mums 🙂

    1. Sukrin Gold er min foretrukne sødning, og det er især godt heri, hvor det giver karamellen en ekstra gylden smag – lækkert!
      Og lakrids er en oplagt smagsvariation – det ved jeg, at Jane/Madbanditten også har lavet. Personligt kan jeg dog ikke lide lakrids, så jeg holder mig nok til de andre udgaver 😉

  3. Jeg er i den syvende himmel over dem!
    Du nævner noget med peanutbutter, tænker du ag erstatte smørret med det?

    1. Herligt! Ja, det er en udgave, som Jane/Madbanditten har lavet, som du kan se her. Hun tilsætter bare 2 spsk peanutbutter til allersidst – bestemt noget, jeg også skal prøve på et tidspunkt! 😀

  4. Det er vidst første gang, at jeg ikke bare kan køre uanede mængder af noget ind :p Det smager fantastisk! Mine blev dog en del mørkere, så måske jeg har ladet det koge for længe? Ville bare ikke risikere at det ikke stivnede. Næste gang tror jeg at der skal noget andet i også. Eller måske man skulle overtrække dem med chokolade… Hmmm…

    1. Nej, den gode fudge har en ret naturlig stopklods, hvilket jeg også finder utroligt befriende ;P
      Jeg tror i øvrigt ikke, at man kan give den for længe – altså så længe den ikke brænder på, selvfølgelig – længere tid giver den nok bare en dybere og mere lækker smag!
      Overtrukket med chokolade lyder som himlen! Og jeg sidder desuden lige og overvejer en lime- eller citronudgave her til påske. Mmmhh…

  5. Nøj, hvor er det sødt. Jeg har delt portionen og blandet chokolade i en, peanutbutter i en og resten rent. Peanutbutter er klart bedst.

    1. Sødmen kan man jo selv tilpasse, hvis man har en mindre sød tand, end jeg fx har 🙂
      Det lyder meget lækkert med både chokolade og peanutbutter – det skal jeg klart også prøve på et tidspunkt! 😀

        1. Bare helt almindeligt smør fra supermarkedet – altså rigtigt smør og ikke de der smørefterligninger, forstås 🙂 Jeg foretrækker i øvrigt øko, men det styrer man jo selv 😉

    1. Øv, at det ikke funkede for dig – jeg har dog faktisk selv prøvet at lave den med stevia også, og det fungerer faktisk udmærket. Hvilken slags stevia brugte du?

  6. Hmm hvorfor mon det skilte?
    Var det fordi jeg kun havde flydende sød?
    Eller fik jeg ikke holdt godt nok øje med det til sidst?
    Øv bøv 🙁

    1. Måske det flydende sødemiddel trods alt har haft for stor indvirkning på konsistensen. Et bud kan også være, hvis du måske har kogt det for voldsomt eller ved for høj varme, det kan det (især fløde) vist også godt skille af. Øv at det koksede 🙁

  7. hej. jeg har forsøgt at lave disse igår. kogte i 1 time til det var tykt og duftede himmelsk skønt, hældte det i en form, hvori det størknede i løbet at to-tre timer. men da jeg skulle smage på det, smeltede det lynhurtigt i munden. der var slet ikke noget at tygge på, hvilket jeg synes en fudge skal have. smagte egentlig mest som smør med karamelsmag. puha det brød jeg mig ikke om.
    tror du jeg skulle have kogt det længere tid, eller er det bare sådan konsistensen skal være?

    Tak i øvrigt for en rigtig god og inspirerende hjemmeside.

    1. Da jeg lavede dem havde en sejhed, som var det, der var at tygge på. Jeg kan desværre ikke sige, hvad der er gået galt for dig – men ja, det smager selvfølgelig i høj grad af både smør og karamel, da det primært er det, det er. Du kan jo evt. prøve at lave en udgave med noget fyld i i stedet – eller også er dette måske bare ikke en “snack” for dig 🙂

  8. Hej
    Den kære Jane har lagt en brownieopskrift med karameller op jeg overvejer til nytår.. tror du din fudge kan kommes deri? Gider ikke købe sukrinmelis til den fudge hun foreslår, men har sukrin gold..
    Kathrine

    1. Så vidt jeg husker, minder min opskrift ret meget om Janes – hvor en af de forskelle er, at jeg har brugt sukrin gold i stedet. De forskellige sukrintyper kan dog altid erstattes med hinanden, så du kan bruge min opskrift, som den er, eller du kan bruge Janes og erstatte sukrinmelis med sukrin gold. Jeg ved dog til gengæld ikke, hvordan fudge ter sig, når den skal smeltes som karamel, men hvis Jane foreslår det, må der jo være noget om sagen 🙂
      Held og lykke med det 😀

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering